fredag den 29. maj 2009

Årets første togt

Mandag den 25. maj drog Nord-Samsø Efterskole med Skipper Bjørn ud på Lindheims første sejlads i året 2009.
Hele søndag knoklede tre-fire friske sømænd med at få rigget Lindheim til, med at få de sidste (og mange) ting kørt ud til Rantzausminde og med i det hele taget at få gjort hende sejlklar. Hele dagen gik, og for skipeprens vedkommende blev det mørkt, før han kørte hjem til Lærerskolen og tog imod sit friluftshold fra Samsø.
Mandag gik turen fra Rantzausminde til Korshavn Bro på Avernakø. 6 timers sejlads i bragende solskin med svingende vindhastigheder - en vind der til tider var ikke-eksisterende. Lindheim sprang fint omkring og boltrede sig med bølgerne. Hun var tungt lastet og tog en del vand ind i et rum, men ikke mere end en omgang lænsning kunne gøre kål på, da besætningen elegant roede ind i Korshavn Bro ved 19-tiden.
Lindheim oplevede sammen med besætningen et værre vejr tirsdag formiddag, hvor hele verden omkring sydfyn var ét elektrisk orgie. Onsdag bar hun søstærkt sig selv (med indhold) igennem 11 s/m, og med en sej (og efterhånden virkelig våd) besætning ombord ankom hun ivrigt til Drejø Havn. Her blev hun liggende torsdag, mens Nord-Samsø Efterskole dryssede hjem til Lærerskolen med færge og bus. På Drejø venter hun i dag, fredag, på at at Niels med en ny besætning overtager og sejler hende videre rundt i det sydfynske.

Der er masser af ting at ordne på hende, men hun sejler så det synger og der er mange gode timer ombord i vente i år.

Vel mødt på bølgen blå!

Lea.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar